French Open-mesterskabet i herresingle 2022

French Open 2022
Herresingle
Arrangement
ArrangørFédération Française de Tennis
Turnering nr.121
Dato(er)22. maj - 5. juni 2022
Kvalifikation: 16. - 20. maj 2022
SpillestedStade Roland Garros
VærtsbyParis, Frankrig
UnderlagGrus
KategoriGrand slam
Præmiesum 18.544.800 (ekskl. per diem)[1]
Vindere
HerresingleSpanien Rafael Nadal  (14. titel)

French Open-mesterskabet i herresingle 2022 var den 121. turnering om French Open-mesterskabet i herresingle. Turneringen var en del af French Open 2022 og blev spillet i Stade Roland Garros i Paris, Frankrig. Hovedturneringen med deltagelse af 128 spillere blev spillet i perioden 22. maj - 5. juni 2022, mens kvalifikationen afvikledes den 16. - 20. maj 2022.

Mesterskabet blev vundet af Rafael Nadal, som i finalen besejrede Casper Ruud med 6-3, 6-3, 6-0 i en kamp, hvor han vandt de sidste 11 partier, og i den forbindelse satte spillerne adskillige rekorder. Nadal blev den første spiller med 14 titler ved French Open-mesterskabet i herresingle og den første spiller med 22 grand slam-titler i herresingle. Spanieren havde tidligere på sæsonen også vundet Australian Open-titlen, og det var første gang, at han havde vundet sæsonens to første grand slam-turneringer. Med en alder på 36 år og 2 dage blev han også den ældste vinder af mesterskabet, idet han overgik Andrés Gimenos rekord fra 1974, hvor han var 34 år ved sin eneste sejr i turneringen.[2] Rafael Nadal besejrede fire top 10-spillere (Félix Auger-Aliassime, Novak Djokovic, Alexander Zverev og Casper Ruud) på sin vej til titlen som den blot tredje spiller i en grand slam-turnering siden introduktionen af ATP's verdensrangliste i 1973, og som den første spiller nåede han op på 63 turneringssejre på grus.[3][4]

Casper Ruud var den første norske spiller i en grand slam-finale i herresingle, idet hans indtil da bedste resultat havde været et nederlag i fjerde runde. Resultaterne medførte, at Casper Ruud avancerede til sjettepladsen på ATP's verdensrangliste, hvilket var ny personlig rekord, mens Rafael Nadal hoppede en enkelt placering frem til fjerdepladsen på ranglisten.[3]

Den forsvarende mester, Novak Djokovic, tabte i kvartfinalen til den senere mester, Rafael Nadal, i de to spilleres 59. indbyrdes møde.[5]

Denne turnering var den første grand slam-turnering i herresingle siden French Open 2022, hvor Feliciano López ikke deltog i hovedturneringen, hvilket satte en stopper for hans stime på 79 grand slam-deltagelser i træk. López tabte i kvalifikationen.[6] Det var endvidere den sidste professionelle turnering for den tidligere nr. 5 på ATP's verdensrangliste og Australian Open-finalist, Jo-Wilfried Tsonga, som tabte i første runde til Casper Ruud.[7] Holger Rune blev den første danske mand i en grand slam-kvartfinale i herresingle i tennissportens åbne æra.[8]

Dette var den første udgave af French Open efter at de fire grand slam-turneringer havde indført et fælles format med en 10-point-tiebreak ved stillingen 6-6 i femte sæt.[9] Camilo Ugo Carabelli og Aslan Karatsev blev de første spillere til at afprøve det nye format, da Carabelli vandt deres møde i første runde.[10]

  1. ^ [] (engelsk)
  2. ^ Roland-Garros - 50-year rewind: Andres Gimeno's eternal RG milestone (1. juni 2022) (engelsk)
  3. ^ a b ATP Tour - Fantastic 14! Nadal Defeats Ruud For Another Roland Garros Title (5. juni 2022) (engelsk)
  4. ^ Roland-Garros - It's Grand Slam No.22 for Rafa (5. juni 2022) (engelsk)
  5. ^ ATP Tour - Nadal Downs Djokovic In Classic Roland Garros QF (31. maj 2022) (engelsk)
  6. ^ ATP Tour - Feliciano Lopez Falls In Roland Garros Qualifying As Grand Slam Streak Ends (17. maj 2022) (engelsk)
  7. ^ ATP Tour - Merci, Jo: The Joie De Vivre Of Jo-Wilfried Tsonga (24. maj 2022) (engelsk)
  8. ^ ATP Tour - Holger Rune Shocks Stefanos Tsitsipas To Continue Dream Run (30. maj 2022)] (engelsk)
  9. ^ The Guardian - Final sets in all four tennis grand slams to be decided by 10-point tie-break (16. marts 2022) (engelsk)
  10. ^ ATP Tour - Camilo Ugo Carabelli: The Pirate Looking To Plunder In Paris (23. maj 2022) (engelsk)

From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Tubidy